Sådan sælger du mere på din hjemmeside

websdesigner
Af: Mette Gier

I dag er en stærk online tilstedeværelse afgørende for enhver virksomheds succes, og for mange er deres hjemmeside et omdrejningspunkt. Imidlertid står mange nystartede virksomhedsejere overfor en udfordring: nemlig lavt salg på deres hjemmeside.

Problemet kan ofte koges ned til to primære årsager: enten er der ikke nok trafik til hjemmesiden, eller også konverteres de besøgende ikke effektivt til betalende kunder. For at forstå hvilken af disse udfordringer der gør sig gældende for din virksomhed, er du nødt til først at forstå din konverteringsrate. Din konverteringsrate vil give dig indsigt i, hvorvidt problemet ligger i mængden af trafik eller selve konverteringsprocessen.

I denne artikel vil jeg guide dig gennem processen med at analysere din trafik og konverteringsrate, identificere kerneårsagerne til dine udfordringer og komme med potentielle løsninger derpå. Med en strategisk tilgang kan du nemlig optimere din hjemmeside til at tiltrække flere besøgende og, vigtigst af alt, omdanne disse besøgende til betalende kunder.

1. Forstå din trafik og konverteringsrate

Din hjemmesides konverteringsrate viser hvor stor en procentdel af de besøgende, der udfører en ønsket handling – det kan være alt fra et køb, til en tilmelding på dit nyhedsbrev. En høj konverteringsrate betyder, at din hjemmeside effektivt imødekommer sine forretningsmæssige mål, mens en lav rate kan indikere problemer med designet, opsætningen eller indholdet derpå.

Sådan beregner du din konverteringsrate:
Antal konverteringer divideret med det totale antal unikke besøgende, gange 100.
(Har du eksempelvis 100 unikke besøgende og 4 konverteringer, ligger din konverteringsrate på 4%.)

En “god” konverteringsrate kan variere betydeligt afhængigt af forskellige parametre, herunder branche. Hos mange webshops ligger en god konverteringsrate typisk omkring 1-3%, men for andre typer hjemmesider kan en god rate være højere eller lavere. Det er derfor nødvendigt, at undersøge hvad en god konverteringsrate, i din branche, ligger på.

Når det kommer til din hjemmesides trafik og konverteringsrate er Google Analytics et uundværligt værktøj. Gennem Analytics kan du identificere, hvor dine besøgende kommer fra, hvad de laver på din hjemmeside, hvor lang tid de bruger derinde, og vigtigst af alt, hvor mange der konverterer. Ved regelmæssigt at analysere denne data, kan du træffe velovervejede beslutninger om, hvordan du bedst optimerer din hjemmeside og dens indhold med henblik på at øge konverteringsraten.

2. Identificer din udfordring

At identificere, hvorvidt din udfordring ligger i trafikvolumen eller konverteringsraten, er første skridt.

Trafikvolumen
Log ind i Analytics og se på dit samlede antal besøgende. Er tallene lavere end forventet? Er der nok besøgende?

Har du eksempelvis 200 besøgende på din hjemmeside hver måned og ligger en god konverteringsrate i din branche på 2-3%, så vil du formentligt kunne konvertere 5-6 af dine månedlige besøgende til leads eller kunder. Og det er med al sandsynlighed ikke nok – dermed er der ganske enkelt ikke nok besøgende, du kan konvertere til kunder.

Konverteringsrate
Ligger din konverteringsrate under branchegennemsnittet og har du en fornuftig mængde trafik til din hjemmeside, så skal du i stedet forstå hvorfor så få af dine besøgende udfører den ønskede konvertering.

3. Muligheder for øget trafik

Når vi taler om at øge trafikvolumen til din hjemmeside, er der flere muligheder og vi kan dele dem op i to overordnede kategorier – nemlig organisk og betalt trafik.

Organisk trafik dækker over tiltag som søgemaskineoptimering og organiske opslag på sociale medier. Organisk trafik kræver tid og giver ikke resultater med det samme. Du vil til gengæld blive ved med at høste værdien i lang tid efter, og så er det omkostningsfrit – medmindre du hyrer en freelancer eller et bureau til at gøre det for dig.

Betalt annoncering inkluderer bl.a. Google Ads og betalt annoncering på sociale medier. Betalt annoncering giver her-og-nu resultater, hvilket betyder at dine annoncer begynder at generere trafik til din hjemmeside med det samme. Til gengæld genererer annoncerne kun trafik, så længe du poster penge i dem.

For mange virksomheder ligger nøglen til succes i en balance mellem organisk og betalt annoncering. Kombinationen kan skabe en stærk strategi, der sikrer både umiddelbar tilstedeværelse og langvarig vækst.
Ved at kombinere begge strategier øger du ikke kun trafikken til din hjemmeside, du sikrer også, at den trafik du får over på din hjemmeside er af høj kvalitet og består af personer, som har en interesse i det du tilbyder og derfor kan konverteres.

4. Optimering af konverteringsraten

Når trafikken til din hjemmeside er sikret, er næste skridt at optimere konverteringsraten – det vil sige, at forbedre chancerne for, at besøgende udfører den ønskede handling på din hjemmeside.

Inden du kan få de besøgende på din hjemmeside til at lave en konvertering, skal du først have defineret hvad det er for en handling, du vil have dem til at udføre. Med andre ord: hvad er målet med din hjemmeside? Med et klart defineret mål bliver det lettere at målrette opsætning, tekst og design, og dermed guide dine besøgende hen mod denne handling.

Har du en webshop er dit mål helt sikkert at få de besøgende til at gennemføre et køb.
Har du en hjemmeside, er dit mål måske, at generere leads eller mødebookinger.

Du kan også sagtens have flere konverteringsmål på din hjemmeside eller webshop. 

Når du har defineret dine mål, skal du kigge nærmere på indhold, layout og design.
Brugervenlighed:
Sørg for, at din hjemmeside og indholdsstrukturen derpå er intuitiv og let at navigere rundt i. En klar struktur og logisk navigation kan reducere din bouncerate og forbedre brugeroplevelsen. Der er nemlig ikke noget mere frustrerende for dine besøgende, end hvis de ikke kan finde det de leder efter.

Responsivt design:
I dag tilgår brugerne din hjemmeside fra mange forskellige typer enheder og skærmstørrelser, hvilket sætter krav til dit design. Din hjemmeside skal fungere fejlfrit, og give en ensartet brugeroplevelse uanset om dine besøgende besøger den fra pc, tablet eller mobil.

Hastighedsoptimering:
En hurtig indlæsningstid er afgørende i dag. Brugerne har ikke tålmodighed til, at vente på en langsom hjemmeside, der bruger flere sekunder på at loade sider og indhold. Brug værktøjer som Google PageSpeed Insights eller GTmetrix til at identificere og løse hastighedsrelaterede udfordringer.

Kvalitetsindhold:
Sørg for, at dit indhold er letlæseligt, relevant og værdifuldt for dine besøgende. Sørg for at dine overskrifter er tydelige og relevante, brug engagerende billeder og videoer, og skriv dine tekster i et sprog, som er letforståligt for din målgruppe. Du skal kun gøre brug af fagord- og termer, hvis du er sikker på at din målgruppe forstår dem.

Tydelige og relevante CTA’er:
CTA er en forkortelse for call-to-action. En CTA er et element (oftest en tekst eller knap) som opfordrer brugeren til at udføre en bestemt handling. Dine CTA’er skal være relevante, placeres strategisk og tydeligt beskrive hvad det er du ønsker brugeren skal gøre.

Du kan med fordel gøre brug af formuleringer, som “Få din gratis prøveperiode nu” eller “Bestil i dag og spar 20%”, da disse motiverer brugeren til handling, ved hjælp af en fordel.

Test forskellige tekster, CTA’er og design:
Vi kan altid gisne om hvad vi tror der virker bedst, eller tage beslutninger baseret på best practice – men det eneste der giver os garanti, er når vi tester forskellige løsninger af.
Ved at lave A/B splittests, kan du teste hvordan forskellige versioner af dine overskrifter, CTA’er, design osv. påvirker din konverteringsrate.

Skab tryghed:
Hvis ikke din hjemmeside konverterer tilfredsstillende, kan det skyldes at dine besøgende ikke har tillid til din hjemmeside eller din virksomhed. Generelt set er det altid godt at inkludere tryghedsskabende elementer på din hjemmeside.

Dette kan du eksempelvis gøre ved hjælp af social proof, som kundeanmeldelser, tidligere cases, billeder af dit arbejde, datastatistikker, kundelogoer og lignende.

Når vi taler om tryghed, skal du huske på, at vi er mennesker og vi køber af mennesker vi kan lide og har tillid til. Vær derfor ikke bange for, at vise hvem du er og inkluder gerne billeder af dig selv. Sørg for, at det er let for besøgende, at tage kontakt til dig. Alt dette er med til at skabe gennemsigtighed og et troværdigt afsenderbillede.

social-proof

Når du har identificeret de grundlæggende årsager til lavt salg, uanset om det skyldes lav trafik eller en utilstrækkelig konverteringsrate, er det tid til at implementere mulige løsninger.

Det er vigtigt at følge op på de ændringer du laver, ved løbende at analysere din hjemmesides performance data i Analytics.

Husk på, at optimering af din hjemmeside er en løbende proces. Tendenser ændrer sig, teknologier udvikler sig, og din målgruppes behov og forventninger vil fortsætte med at udvikle sig.

Ved at skabe masser af kvalitetstrafik til din hjemmeside og samtidigt fokusere på at forbedre din konverteringsrate, skaber du et stærkt fundament for virksomhedens online tilstedeværelse.

Har du brug for hjælp til at konverteringsoptimere din hjemmeside, må du endelig tage fat i mig.

webdesign kunde
webdesign kunde
webbureau kunde
webbureau kunde

Kun 5-stjernede anmeldelser på Trustpilot, Google og Facebook

Har du brug for hjælp til webdesign eller branding?

Book ½ times online intromøde hvor vi kan tale mere om hvor du er i dag, hvor du gerne vil hen og samtidigt kan du mærke efter om jeg er det rette match for dig og din virksomhed.

Mette Gier Larsen

Skal vi vækste sammen? Så kontakt mig til en uforpligtende snak

Selvom jeg er bosat i Vejle, servicerer jeg kunder fra hele landet – så lad endelig ikke din geografiske placering holde dig tilbage fra et muligt samarbejde.

Send mig en besked

Selvom jeg er bosat i Vejle, servicerer jeg kunder fra hele landet – så lad endelig ikke din geografiske placering holde dig tilbage fra et muligt samarbejde.

Book et møde

Del dine ønsker, og få en gratis vurdering af dit projekt – helt uforpligtende.